Fernisering

01.02.2018 kl. 17:00 Kulturhuset Skanderborg, Skanderborg

Billetsalget slutter:

01.02.2018 kl. 17:00

Arrangør:

Kulturhuset

Fernisering på ny udstilling med værker af Hardy Brix.

Hardy Brix´ maleri er på en gang meget nordisk og dybt særegent. Han har om nogen rejst og malet sig ind i det arktiske landskab, fra Norge, Grønland, Færøerne, Island, Svalbard og Antarktis.

Oliemalerierne, de afdæmpede arktiske abstraktioner, bunder i en viden og et væsen.

Lag af tundra og tåge skyder sig ind over flader af is og smeltevand, genkendeligt på mere end en måde. Med et vokabularium af blå, grønne, brune, sorte og hvide toner fortæller maleriet også om lethed og lys, dybde og melankolsk mørke. Malerierne er på den vis sindbilleder af en afdæmpet natur og en nordisk tone. 

Akvarellerne er direkte naturiagttagelser af lys, stemning og vejr. Her er ingen tøven, de bedste akvareller bliver til, hvis han er under pres. Skiftende vejrlig sætter sine spor som regn, sne og iskrystaller på papiret på sin egen særlige autentiske måde.

Alle er velkomne til ferniseringen, hvor Kulturhuset serverer et glas vin.

Udstillingen kan ses i Øvre og Nedre Foyer fra 1. februar til den 3. april 2018.