Frokostjazz

24.09.2016 kl. 11:30 Kulturhuset Skanderborg, Skanderborg
Tilmeld

Billetsalget er slut

 

Arrangør:

Kulturhuset

Frokostjazz med All Time Jazz Band.

Der sker noget, når All Time Jazz Band går på scenen. Udgangspunktet er den levende New Orleans Jazz, som den blev spillet og stadig spilles i jazzens hjemby. Men All Time Jazz Band har et stort repertoire og tager, uden at ryste på hånden, afstikkere til swing, blues, rock og rul og evergreens. Alt leveres med professionalisme, sikkerhed, stilfornemmelse, humor og musikalitet i et mix til stort set enhver lejlighed.

All Time Jazz Band er på kort tid blevet etableret som fast tilbagevendende indslag i kendte jazzklubber, spillesteder og festivaler og høres også i sammenhænge, som ligger uden for de sædvanlige jazzspillesteder.Det er ret specielt, at alle bandets medlemmer er vokalister og synger enten solo eller kor i flerstemmige arrangementer.

Bandet har altid et par nye overraskelser med på repertoirelisten. Blandt andet har All Time Jazz Band reddet en del stort set ukendte gamle jazznumre op fra den store glemmekiste – musik, der ved tilfældighedernes spil er gledet ud af det traditionelle repertoire, men som fortjener et nyt liv.

All Time Jazz Band består af Ole Rosendal, Erik Schreiber, Morten Tværmose Andersen, Jan Gruwier Larsen og Jørgen “Mulle” Mulbjerg.

Bandet spiller i Store Sal klokken 11.30-14.00. Der serveres frokostplatte i pausen klokken 12.30-13.00. Bord på scenen og frokostplatte koster 140 kroner og kan bestilles hos Kafe K på telefon 8652 4399.